Det krakkede OW Bunker skaber panik verden over, og de virksomheder, der har penge til gode, er begyndt at beslaglægge skibe som sikkerhed.
Det er den fuel-olie, der ligger i skibenes tanke, som der er rift om, hvis kreditorerne skal gøre sig håb om at se nogle af deres penge.
Tidligere onsdag blev et skib lejet af OW Tanker, der er et datterselskab til det krakkede OW Bunker, beslaglagt i havnen i Singapore.
Den lille olietanker var ifølge nyhedssitet Tradewindsnews lastet med 2271 ton olie, som OW Bunker havde bestilt, men ikke betalt for, og derfor er skibet blevet beslaglagt.
Den belgiske bunkerleverandør Wiljo har 10 millioner dollar i klemme og er sammen med sin franske samarbejdspartner Coface, der tager sig af gældsinddrivelse, ved at gøre arrest i 10 til 15 skibe.
Det siger Wiljos kommercielle direktør, Ronald Verheyen, til Shippingwatch.
– Vi handlede straks, da vi blev opmærksomme på sagen om OW Bunker fredag. Vores advokater er på sagen, og sammen med Coface gør vi nu, hvad vi kan for at sikre vores udestående, siger Ronald Verheyen.
– Der er tale om 10-15 skibe, vi går efter rundt omkring i verden, men jeg kan af gode grunde ikke sige hvor, og jeg vil heller ikke sige noget om, hvilken type skibe det drejer sig om.
Muligheden for at beslaglægge eller arrestere et skib er almindeligt anvendt inden for den maritime verden, når der opstår usikkerhed om, hvorvidt et rederi eller en leverandør er i stand til at betale sine regninger.
Ronald Verheyen understreger over for Shippingwatch, at det belgiske olieselskab er mere end dækket ind af forsikringen, så udeståendet i sidste ende bliver en sag for forsikringsselskabet og konkursboet.
OW Bunker indgav sidste fredag konkursbegæring, og siden er bunkerprisen i Singapore, verdens største bunkerhavn, steget med omkring fire-fem procent.
/ritzau/