Rasende Ronaldo pudser advokat på ny bog


    Fodboldspilleren Cristiano Ronaldo er rasende over, at han i en ny bog bliver beskyldt for at bruge nedladende øgenavne om sin evige rival, Lionel Messi.

    Det bliver ellers hævdet i en ny bog om FC Barcelonas Messi, og det har fået Real Madrid-spilleren til at reagere med en vred besked på sin Facebook-profil.

    – Der cirkulerer historier om, at jeg angiveligt er kommet med stødende udtalelser om Lionel Messi, skriver Cristiano Ronaldo.

    – Det er helt og aldeles usandt, og jeg har sørget for, at min advokat tager affære for at sagsøge de ansvarlige.

    – Jeg har den største respekt for alle mine kolleger, og Messi er naturligvis ingen undtagelse, skriver Real Madrid-stjernen.

    Han og Lionel Messi har de seneste seks gange delt titlen som verdens bedste fodboldspiller mellem sig.

    Cristiano Ronaldo blev kåret som verdens bedste i 2008 og 2013, mens Lionel Messi snuppede fire titler i træk fra 2009-2012.

    De to topspillere er også i spil til at blive kåret som verdens bedste i år. Foreløbig er de blandt de 23 spillere, der er nomineret til titlen.

    /ritzau/