DSB holder sig på skinnerne og leverer pænt overskud


    DSB har i løbet af året haft fremgang på kundesiden og samtidig været i stand til at sænke omkostningerne.

    Det afspejler sig på bundlinjen, hvor DSB i årets første ni måneder har opnået et resultat før skat på 656 millioner kroner. Det er mere end en fordobling i forhold til 2013, fremgår det af DSB’s regnskab for årets første ni måneder.

    Samtidig har DSB barberet mere end en milliard kroner af gælden, men DSB er dog ikke gældfri endnu. Gælden var ved udgangen af september på 9,6 milliarder kroner.

    – Vi er godt på vej til at nå i mål med et sundt DSB, lyder det fra bestyrelsesformand Peter Schütze i en kommentar til regnskabet.

    /ritzau/