Opråb fra rådgivere: Vi drukner i asylsager


    Integrationsafdelingerne i kommunerne er ved at bukke under fra presset fra de mange mennesker, der i løbet af sensommeren og efteråret har søgt om asyl i Danmark.

    Formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Majbrit Berlau, siger til Ritzau, nogle kommuner oplever en tredobling i antallet af sager.

    – Vi hører fra vores medlemmer, at der mangler hænder til at sagsbehandle. De kan ikke nå at indfri tidsfristerne i loven, selv om de knokler, siger Majbrit Berlau.

    – Der skal laves handleplaner for hver enkelt, findes boliger, og de skal lære dansk.

    Desuden skal socialrådgiverne medvirke til at beskrive asylansøgernes sociale og sundhedsmæssige tilstand.

    – Vi taler om mennesker med væsentlige problemer, og alle de forhold får vi slet ikke afdækket i øjeblikket, siger Majbrit Berlau.

    Tirsdag mødes Kommunernes Landsforening (KL) med integrationsminister Manu Sareen (R) og indenrigsminister Morten Østergaard (R) for at diskutere en række forslag fra kommunerne om at slække på integrationskravene.

    Forud for mødet opfordrer Majbrit Berlau til, at de to parter gør sig klart, at der er to veje at gå.

    – Enten skal loven lempes med de negative følger, det får for asylansøgerne, ellers må der findes penge til, at kommunerne kan hente vikarer ind. Kun på den måde kan vi sikre, at asylansøgerne får den hjælp, de har krav på.

    Indtil videre har regeringen fastholdt, at loven skal overholdes, selv om kommunerne er pressede.

    Det bekræfter Socialdemokraternes integrationsordfører, Mette Reissmann, efter at en undersøgelse for Ugebrevet A4 har vist, at mere end halvdelen af kommunerne bryder loven.

    – De lovgivningsmæssige krav om helbredsvurderinger og integrationskontrakter og tilbud om danskundervisning – det er jo krav, som kommunerne skal overholde i dag, og det kommer de også til i fremtiden, siger Mette Reissmann.

    /ritzau/