Syriske tøndebomber dræber mindst 10 i flygtningelejr


    Mindst 10 personer blev dræbt, da en helikopter fra Syriens regeringshær onsdag kastede to såkaldte tøndebomber mod en lejr med internt fordrevne flygtninge i den nordvestlige Idlib-provins i Syrien.

    Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der følger kamphandlingerne i Syrien.

    Billeder, der er blevet offentliggjort på YouTube, viser lig af kvinder og børn samt brændende telte, mens folk forsøger at hjælpe de sårede.

    Én person råber:

    – Det er en massakre på flygtninge. Hele verden skal se dette. Det er fordrevne folk. Se på dem: De er fordrevne civile. De flygtede fra bombardementerne.

    Tøndebomber er ofte primitive bomber bestående af sprængstof og skarpe genstande, der fra stor højde rulles ud fra for eksempel helikoptere og uden stor præcision rammer et område på jorden og ofte dræber mange civile.

    Menneskerettighedsgrupper har før kritiseret det syriske regimes brug af tøndebomber.

    De syriske statsmedier har ikke omtalt episoden fra flygtningelejren, og internationale nyhedsbureauer som for eksempel Reuters har ikke kunnet få angrebet bekræftet fra uafhængige kilder.

    USA’s regering udtrykker dog sin vrede over de påståede angreb.

    – Angrebet på Abedin-lejren er intet mindre end barbarisk. Hvis det bliver bekræftet, at Assads regime står bag, er det desværre blot den seneste i en række af brutale handlinger fra regimet mod sit eget folk, siger Jen Psaki, talsmand for USA’s udenrigsministerium, om præsident Bashar al-Assads styre.

    I en af videoerne fra lejren ses en mand ankomme på motorcykel. Han løber ind i lejren og råber til andre, at de skal samle kroppe med manglende lemmer op, fordi de måske stadig kan overleve, hvis de bringes til hospitalet.

    – Denne her er god, denne her er god, råber han til to mænd, som han beder samle en person op, der har det ene ben hængende i enkelte kødstumper fra kroppen.

    – Saml ham op, men kun fra maven. Ikke benet, råber han.

    Næsten 10 millioner mennesker er blevet fordrevet under borgerkrigen i Syrien, hvoraf tre millioner er flygtet ud af landet, viser FN’s seneste tal.

    200.000 personer vurderes at være blevet dræbt i løbet af borgerkrigen.

    /ritzau/Reuters