Forløsning i Farum: AaB profiterer af selvmål i overtiden


    Kønt var det ikke, da FC Nordsjælland og AaB i 12. rundes sene superligakamp tørnede sammen på Farum Park.

    Og hjemmeholdet vil nok også mene, at det heller ikke var helt fair, da gæsterne vandt 1-0 på et selvmål scoret i overtiden af en uheldig Pascal Gregor.

    Ikke desto mindre betød resultatet, at de forsvarende mestre hentede sin første superligasejr siden 13. september og kom et pænt nøk væk fra bunden.

    En fugtig kunstgræsbane vanskeliggjorde forsøget på at spille poleret fodbold, og alt for mange bolde fandt aldrig den mand, de var tiltænkt.

    Og selv om hjemmeholdet producerede langt de fleste chancer, lykkedes det ikke at passere en stærkt spillende Nicolai Larsen i AaB-målet.

    Nordjyderne viste nogenlunde takter i første halvleg, men kom til kort efter pausen, hvor FCN spillede bolden hurtigere rundt og forsøgte at sig igennem gæsternes defensiv.

    Og hjemmeholdet havde også de største muligheder for at bringe sig foran. Lige godt et kvarter inde i anden halvleg ville Kasper Lorenzten gerne have haft straffespark, og kort efter fik Joshua John et godt hug fyret af.

    Senere igen burde Uffe Bech have fået mere ud af Rasmus Würtz’ boldtab på et kritisk sted på banen, men landsholdsspilleren var alt for selvisk i stedet for at aflevere til en helt fri Morten Nordstrand.

    Det lakkede mod enden af overtiden, da et tilsyneladende helt ufarligt indlæg blev skubbet i mål af Pascal Gregor få sekunder før slutfløjtet.

    Sejren betyder, at FCN mister terræn til FCK og Randers, der begge vandt i weekenden.

    AaB derimod overlader 10.-pladsen til Esbjerg og rykker helt op på plads nummer syv i det tætte midterfelt.

    /ritzau/