Snebold afbrød fodboldkamp i flere minutter


    Weekendens store fodboldkamp i Bulgarien mellem Levski Sofia og CSKA Sofia har fået et pudsigt efterspil.

    CSKA’s træner, Stoycho Mladenov, blev i begyndelsen af opgøret ramt i hovedet af en snebold kastet fra tribunen med Levski-fans. Kampen blev afbrudt i flere minutter, da Mladenov faldt om – tilsyneladende bevidstløs.

    Det var i hvert fald det, som CSKA-træneren forklarede efter sit holds 3-0-sejr. Samtidig krævede han, at Levski blev smidt ud af den bedste bulgarske fodboldrække.

    Formanden for Levskis fanklub, Vladimir Vladimirov, mener slet og ret, at der var tale om skuespil fra Stoycho Mladenovs side.

    – Børn leger sneboldskrig hele vinteren, og jeg har aldrig hørt om nogen, der er kollapset.

    – Det var forfærdeligt at se på. Hans overdrevne skuespil var virkelig dårligt, siger Vladimirov ifølge Reuters til lokale medier.

    Mladenov hævder mandag, at han er i besiddelse af et medicinsk dokument, der beviser, at han rent faktisk var bevidstløs.

    CSKA Sofias assistenttræner, Anatoli Nankov, oplyser samtidig, at Levskis fans tidligere i kampen chikanerede gæsterne fra CSKA.

    – De smed snebolde efter os allerede fra begyndelsen af kampen. Vi sagde det til kampens fjerdedommer, som svarede os, at det bare var normal opførsel, siger Nankov.

    Det bulgarske fodboldforbund vil holde et møde om sneboldsagen tirsdag.

    CSKA topper den bulgarske liga, mens Levski er placeret midt i rækken på en sjetteplads.

    /ritzau/