Spansk ebola-sygeplejerske er blevet rask


    Den spanske sygeplejeske, der er den første person, som blev smittet med ebola uden for Afrika, er blevet kureret, skriver flere internationale medier.

    Testresultater søndag viser angiveligt, at Teresa Romero har overvundet den dødelige sygdom.

    – Der er blevet udført tre test i dag, heriblandt én på sygeplejersken, og de er negative, siger en kilde fra hospitalet i Spaniens hovedstad, Madrid, hvor den 44-årige sygeplejerske bliver behandlet.

    Sygeplejerskens familie bekræfter ifølge BBC, at sygeplejersken er blevet rask.

    Teresa Romero blev smittet med ebola, da hun deltog i behandlingen af to ældre spanske missionærer, der var blevet smittet med den dødelige sygdom under deres arbejde i Vestafrika.

    Begge missionærer er døde af sygdommen.

    Den 44-årige sygeplejerske blev diagnosticeret med ebola den 6. oktober og blev indlagt på hospitalet Carlos III i Madrid.

    Kvinden har haft en mistanke om, at smitten er overført via de beskyttelseshandsker, som er en del af sikkerhedsudstyret for sundhedsarbejdere, der omgås ebolapatienter.

    De spanske sundhedsvæsen er blevet skarpt kritiseret for, at dets sikkerhedsrutiner har været for dårlige.

    Læger på hospitalet understreger ifølge BBC, at der er behov for endnu en test for at fastslå, at Teresa Romero ikke længere har ebola.

    Ebola-udbruddet har kostet over 4500 mennesker livet i Vestafrika, hvor sygdommen er gået hårdest ud over Sierra Leone, Liberia og Guinea.

    /ritzau/AFP