Han er blevet 32 år, men han kan stadig dominere Superligaen.
Tommy Bechmann viser med jævne mellemrum, at han stadig rummer international klasse, som sikrer ham matchvinderroller for Sønderjyske.
Det viste han senest lørdag aften, hvor Bechmann med to mål var manden bag Sønderjyskes 3-2-sejr hos FC Nordsjælland. Her viste han igen, at han formår at tilpasse sig sin angrebsmakkers evner.
– I sidste sæson skabte Tommy rummet for Rubin Okotie. Han var ikke en dybdeløber, som eksempelvis Marvin Pourié er. At Marvin så er kommet ind, har givet noget plads til Tommy, siger træner Lars Søndergaard.
– Og så er Tommy jo en snu ræv, når boldene falder ned omkring feltet. Det er lidt typisk for ham, at han mod FC Nordsjælland brændte den chance, hvor han var alene igennem, men scorede på den, hvor han samlede den op på kanten af feltet.
Bechmann er glad for sine sæsonscoringer nummer tre og fire, men mener ikke, at han har brændt så mange chancer.
– Jeg ved ikke, om det er typisk mig at brænde de store. Det gør lidt ondt at høre. Men det er typisk mig at stå de steder, hvor boldene dumper ned, siger angriberen.
– Jeg vil da gerne op og lave 10 mål, men det afhænger jo også lidt af kroppen. Den har haft godt af lige at have en landskampspause, så jeg har kunnet få lidt ro. Det er nogle hårde kampe, vi spiller.
Angriberen føler, at han er fundet godt ind i samarbejdet med Marvin Pourié, der er lejet i FC København.
– Jeg synes, vi supplerer hinanden rigtig godt. Det tager selvfølgelig lidt tid lige at finde sammen, men jeg synes, det er gået hurtigt med os, siger Bechmann.
– Han er ikke kun en målscorer, han er også stærk til at lægge de rigtige afleveringer, som kan føre til mål fra os andre. Men han kan stadig score, og jeg lægger gerne op til et mål fra hans fod i næste uge.
Bechmann har også fordel af at være ganske stærk ud i Pouriés tyske modersmål. Bechmann har i syv sæsoner spillet i tysk fodbold.
/ritzau/