Ronaldo fortsætter sit målshow i 5-0-sejr


    I tirsdags blev han matchvinder i Telia Parken mod Danmark i EM-kvalifikationen, og lørdag var Cristiano Ronaldo på spil igen – denne gang for arbejdsgiveren Real Madrid i Primera Division.

    Den portugisiske målmaskine scorede to gange i Real Madrids 5-0-udesejr over Levante, hvilket bringer hovedstadsklubben op på 18 point for otte kampe.

    Ronaldo har været med i syv af de otte kampe, han har scoret i alle sine syv kampe, og angriberen er noteret for imponerende 15 scoringer.

    I lørdagens kamp scorede Ronaldo til 1-0 og 3-0. Det første mål blev scoret på et straffespark efter et lille kvarters spil, mens han efter en times tid afsluttede en flot solotur med en sikker afslutning.

    Den mexicanske angriber Javier Hernández, der er lejet i Manchester United, nettede til 2-0, mens den colombianske VM-topscorer James Rodriguez gjorde det til 4-0, og Isco sørgede for 5-0.

    Trods storsejren halter Real Madrid fortsat efter ærkerivalen og førerholdet FC Barcelona, som skal i aktion senere lørdag.

    Klokken 20 tager Barcelona imod oprykkerne fra Eibar. Inden det opgør er Barcelona noteret for 19 point.

    /ritzau/