Folketingets medlemmer bliver helt bevidst fejlinformeret af juristerne i ministerierne.
Flere højtstående jurister fortæller i en ny bog, hvordan de leverer juridiske vurderinger med én konklusion til skiftende ministre, mens Folketinget i flere tilfælde har fået den direkte modsatte vurdering, skriver Berlingske.
Påstandene bliver anonymt fremsat i bogen “Mørkelygten”, der er skrevet af den Cavling-vindende journalist Jesper Tynell. Bogen sår alvorlig tvivl om det danske embedsværks partipolitiske uafhængighed.
Især inden for EU-retten har juristerne med åbne øjne tilpasset deres vurderinger og notater til ministrenes politiske ståsted.
– Jeg har siddet og lavet lovgivning, hvor jeg har fået drejet armen rundt. Hvor jeg som embedsmand sagde: “Hvis jeg gør det her, så er det sådan og sådan og sådan”. Men så tager man en politisk beslutning. Som embedsmand må jeg bare sige: “OK, det gør jeg”, siger en af regeringens jurister ifølge Berlingske i bogen.
Ifølge “Mørkelygten” er det normal praksis, at Folketingets udvalg ikke får de samme juridiske oplysninger som regeringen. Dermed skal de folkevalgte ofte tage beslutninger i folketingssalen på et forvrænget grundlag.
Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S) er dybt bekymret over sagen.
– Man må ikke tale usandt over for Folketinget. Det er helt uacceptabelt. Jeg kan forstå, at der kan være tvivl, men hvis der ikke er tvivl i embedsværket om, at det er EU-stridigt, så er det en oplysning, man må videregive.
– Jeg synes, at en regering må være forpligtet til at videregive en tvivl, siger han til Berlingske.
Han henviser til, at skiftende regeringer har indført love, som de var klar over stred med EU-retten.
Sagen bliver nu taget op i det såkaldte Nordskov Nielsen-udvalg i Folketinget, som har til opgave at kulegrave det danske embedssystem.
/ritzau/