En 56-årig mand, der arbejdede for FN, og som var smittet med ebola, døde natten til tirsdag, oplyser St. Georg Hospitalet i Leipzig, omkring 200 kilometer sydvest for Berlin. Han er den første person, der bukker under for sygdommen i Tyskland.
Manden, som var fra det vestlige Afrika, blev i et specialfly torsdag i sidste uge fløjet til Leipzig for at blive behandlet for den dødbringende virus. Patienten var fra Liberia.
FN-medarbejderen var den tredje ebolapatient, som er blevet bragt til Tyskland. En anden person fra Uganda bliver behandlet i Frankfurt, mens en mand fra Senegal er blevet udskrevet efter fem ugers behandling i Hamburg.
Den afdøde ebolapatient i Leipzig blev behandlet under store sikkerhedsforanstaltninger og blev holdt isoleret i et særligt afsnit på hospitalets klinik for tropemedicin.
– Ingen andre patienter eller besøgende er i fare, siger hospitalet i en erklæring.
Onsdag i sidste uge døde den første person, der var diagnosticeret positiv med ebola i USA, på et hospital i delstaten Texas.
Manden var fløjet fra Liberia til Texas for at besøge sin familie, men inden afrejsen var han blevet smittet med den dødbringende virus. Efterfølgende er en af de sygeplejersker, der behandlede ham i Texas, også blevet smittet.
I Spanien er en sygeplejerske blevet diagnosticeret med ebola efter at have plejet to ebola-patienter, der havde arbejdet i Vestafrika. Hun er angiveligt den første person, der er blevet smittet med sygdommen i Europa.
I Norge er en sundhedsmedarbejder fra Læger uden Grænser, som er indlagt på Oslo universitetssygehus, i bedring. Kvinden blev sidste tirsdag fløjet med specialfly fra Sierra Leone til Oslo-lufthavnen Gardermoen, hvor hun blev kørt til Ullevål sygehus.
Ebola-udbruddet i Vestafrika, der er gået hårdest ud over Sierra Leone, Guinea og Liberia, er det værste i historien, siden sygdommen blev opdaget i 1976. Ud af knap 7500 smittede har over 4000 mistet livet siden marts.
/ritzau/dpa