Sygeplejerske i USA er smittet af ebola


    En sygeplejerske i Texas, som behandlede den første patient, der blev diagnosticeret med ebola i USA, er den første person, som er blevet smittet i landet.

    Sygeplejersken er den anden person, der har fået konstateret sygdommen på amerikansk jord, oplyser sygehuset Texas Health Presbyterian i en erklæring søndag.

    Sygehuset har ikke offentliggjort sygeplejerskens identitet.

    Hospitalet siger, at sygeplejersken havde let forhøjet temperatur fredag aften, hvorefter hun blev isoleret med henblik på at få taget prøver.

    Foreløbige prøver viste, at sygeplejersken er smittet med den frygtede sygdom, og efter mere grundige undersøgelser bekræfter myndighederne diagnosen.

    – Vi vidste, at en ny sag kunne være en realitet, og vi har forberedt os på muligheden. Vi styrker holdet i Dallas og arbejder målrettet på at undgå yderligere spredning af virus, siger doktor Davis Lakey, der er chef for sundhedsmyndighederne.

    Den første patient, der fik eboladiagnosen i USA, Thomas Eric Duncan fra Liberia, blev smittet i hjemlandet, men rejste til USA, inden sygdommen brød ud.

    I slutningen af september blev diagnosen stillet. Han døde af sygdommen onsdag. Den nu smittede sygeplejerske medvirkede ved plejen af Thomas Eric Duncan.

    Flere amerikanske sundhedsarbejdere, som er blevet smittet under udstationering i de vestafrikanske lande, er sluppet af med sygdommen efter at være vendt hjem til behandling i USA.

    Antallet af dødsofre for den værste ebolaepidemi nogensinde er nu steget til mindst 4033 ud af i alt 8399 registrerede tilfælde i syv forskellige lande, siger Verdenssundshedorganisationen WHO.

    Tallene, der er fra den 8. oktober, omfatter 2316 i Liberia, 930 døde i Sierra Leone, 778 i Guinea, otte i Nigeria og en i USA.

    Desuden er der et tilfælde i Spanien og Senegal, men ingen døde.

    I Den Demokratiske Republik Congo er 43 mennesker døde af ebola. Der er registreret 71 tilfælde.

    /ritzau/Reuters