Militærchefer fra 21 lande skal diskutere IS i Washington


    Repræsentanter for de 21 lande, der i disse uger forsøger at gøre livet surt for jihadister fra Islamisk Stat (IS), mødes i den kommende uge for at diskutere den amerikansk-ledede offensiv i Irak og Syrien.

    – Den amerikanske topofficer general Martin Dempsey vil mødes med flere end 20 udenlandske forsvarschefer i Washington DC for at diskutere koalitionens indsats i kampagnen mod Isil (IS, red.), siger en amerikansk embedsmand, der taler på betingelse af anonymitet.

    Meldingen om det ekstraordinære møde kommer samtidig med, at jihadisterne forsøger at tage kontrollen med den syriske by Kobani på grænsen til Tyrkiet.

    Også i vestirakiske byer vinder de voldelige sunnimuslimer frem.

    Mødet er planlagt til at finde sted tirsdag på en luftbase uden for den amerikanske hovedstad.

    Deltagerne ventes ifølge nyhedsbureauet AFP at tælle alle de europæiske medlemmer af koalitionen – herunder Danmark – og samtlige fem arabiske stater, der tager del i angrebene mod IS.

    Australien, der ligesom Danmark har sendt kampfly til Mellemøsten, ventes også at være til stede ved mødet.

    Et af de emner, koalitionen ventes at drøfte, handler om træningen og bevæbningen af moderate styrker i Syrien og den irakiske hær.

    Samlingen skal dog også tjene det formål at sende et symbolsk budskab om, at det internationale samfund står sammen i kampen mod IS, oplyser embedsmænd til AFP.

    /ritzau/AFP