Et stort museum er skudt lige op af bakkerne syd for Aarhus for at fortælle historien om menneskets historie, så alle generationer kan være med.
Når dronningen fredag åbner det nybyggede Moesgaard Museum, er det målet at sætte nye standarder for, hvordan man formidler kulturhistorie. Det sker med den mest moderne teknik. Væk er de velkendte støvede montrer med ben og sten og kedelige plancher.
Det nye museum er tegnet af Henning Larsen Architects og på de 10.000 m2 skal det kunne mærkes, at udstillingen om mennesket lever.
– Vi går bag om genstandene på museet og ind til historierne om menneskene bag. Det kunne vi ikke gøre i de tidligere, begrænsede rammer, siger Pauline Asingh, museumsinspektør, der står for museets formidling.
Derfor har et tværfagligt team på 20 mennesker med viden om lys, lyd, teknologi og arkitektur og forskning sammen skabt et helt nyt udstillingskoncept.
Her møder publikum som det første en række hyperrealistiske kopier af uddøde arter i menneskehedens historie. De er skabt af to hollandske palæokunstnere ud fra nøje analyser af fossilfund.
– Her går man gennem menneskets historie på tre millioner år. Kun ét andet museum i verden blander naturhistorie og kulturhistorie på den måde, og det er American Museum of Natural History i New York, siger Peter C. Kjærgaard, professor i evolutionsstudier på Aarhus Universitet.
Han er en af de mange fædre og mødre bag det nye topmoderne Moesgaard Museum.
Byggeriet til 393 millioner kroner plus indretningen af udstillingen til yderligere 100 millioner er blevet muligt med donationer fra en række af landets største fonde.
Projektet har taget tilløb i mange år.
Ud over at løfte publikums oplevelse af menneskehedens historie, så giver de nye imponerende rammer også et løft til studie- og forskningsmiljøet på Moesgaard og en styrkelse af samarbejdet med Aarhus Universitet
/ritzau/