Mindst ni personer er omkommet, og adskillige er kommet til skade i forbindelse med, at kurdere flere steder i Tyrkiet har demonstreret mod den tyrkiske regerings afvisning af at sætte sit militær ind mod Islamisk Stat (IS).
Politiet affyrede flere steder tåregasgranater og brugte vandkanoner i et forsøg på at få stoppet demonstrationerne.
Protesterne fandt hovedsageligt sted i Tyrkiets østlige og sydøstlige provinser, hvor der et flertal af kurdere. Men der var også sammenstød i Tyrkiets største by, Istanbul, samt i hovedstaden Ankara.
Fem personer blev dræbt i Diyarbakir, den største kurdiske by i den sydøstlige del af Tyrkiet.
Jihadister fra den IS har i flere uger forsøgt at indtage den syriske by Kobani, der ligger tæt ved grænsen til Tyrkiet. Ifølge de seneste meldinger er Kobani tæt på at falde i hænderne på IS.
Kampen om byen har ifølge Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, der overvåger krigens gang i Syrien, kostet omkring 400 mennesker livet.
/ritzau/AFP