Uefa har udelukket chefen for det italienske fodboldforbund, Carlo Tavecchio, fra den næste Uefa-kongres i marts næste år.
Han må heller ikke deltage i begivenheder som officiel Uefa-repræsentant i de næste seks måneder, og han skal afholde et anti-racistisk arrangement i Italien inden længe.
Det oplyser Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) tirsdag.
Beslutningen kommer som følge af en episode i juli, da der var valg til det italienske fodboldforbunds øverste poster. Da tordnede Tavecchio mod italienske klubbers rekrutteringsmetoder, som han mente var meget dårligere end de engelske klubbers.
– Her får vi “Opti Popa”, som tidligere spiste bananer, og så pludselig bliver førsteholdsspiller i Lazio, sagde han ved den lejlighed.
Kommentaren var øjensynligt rettet mod franskmanden Paul Pogba, som spiller i Juventus, og som er sort. Det skabte røre i Italien, fordi mange hørte det som et stærkt racistisk udtryk.
– I Italien vil hr. Tavecchio arrangere en særlig begivenhed, som skal øge kendskabet til Uefas regelsæt i “europæisk fodbold mod racisme,” lyder det fra Uefa.
Carlo Tavecchio har erkendt, at han ikke skulle have sagt, som han gjorde, men mener selv, at han kun var skyldig i en dårlig og klodset måde at udtrykke sig på.
Han står også fast på, at han har lagt episoden bag sig og slet ikke er racist.
– Jeg har adopteret tre afrikanske børn. Jeg er også med i en tomat-produktion, og har medvirket til at bygge to hospitaler. Jeg ville ikke såre nogen, siger han.
/ritzau/