Bianchi i bedring efter Formel 1-ulykke


    Den franske Formel 1-kører Jules Bianchi (Marussia) er tilsyneladende i bedring efter en ulykke i forbindelse med søndagens grandprix i Japan.

    Det skriver avisen L’Equipe, efter at franskmanden har gennemgået en hasteoperation.

    Bianchi blev i bevidstløs tilstand fragtet til hospitalet, hvor han på grund af hovedskader straks blev opereret.

    L’Equipe oplyser, at Bianchi nu er færdigopereret, og at han ikke har behov for respiratorhjælp.

    Der går sandsynligvis en rum tid, før der vil komme yderligere informationer omkring den 25-årige Marussia-kørers tilstand. Mens Bianchi lå på operationsbordet, udtalte hans far sig dog til fransk TV3.

    – Han er kommet alvorligt til skade. Han bliver opereret for en hovedskade, og vi må vente 24 timer, før vi ved mere om hans tilstand, sagde faderen Philippe ifølge AFP til tv-stationen.

    Løbet på Suzuka-banen blev kørt under særdeles vanskelige forhold, da et voldsomt regnvejr satte banen under vand. Det betød blandt andet, at de første ni omgange blev kørt med safety-car på banen.

    Efter et ophold i regnen satte en ny byge ind senere i løbet, der blev suspenderet efter Bianchis ulykke.

    Jules Bianchi skred ud og kolliderede med et køretøj, der var på banen for at hjælpe tyskeren Adrian Sutil, der netop havde haft et uheld samme sted.

    /ritzau/