Et afsporet IC3-tog nær Horsens er blevet fjernet fra skinnerne, og søndag morgen melder DSB, at morgentrafikken ikke bliver påvirket af uheldet.
– Vi har nu fået flyttet det afsporede tog, og Banedanmark åbner for strækningen, så vi kan køre togene normalt fra klokken 06.00 søndag morgen, skrev DSB tidligere på morgenen på sin hjemmeside.
DSB oplyser klokken 08:00, at togtrafikken kører som planlagt. Alligevel anbefales det, at man tjekker dsb.dk før afrejse.
Et passagertog kørte lørdag af sporet ved Horsens, så passagerer mellem Vejle og Skanderborg blev henvist til busser for at tilbagelægge strækningen.
Sent lørdag aften blev Havarikommissionen imidlertid færdig med sit arbejde, og DSB kunne gå i gang med at fjerne toget.
Banedanmark oplyser til Ritzau, at nogle skinner ikke slap godt fra episoden.
– Nogle af skinnerne har taget skade. De er gået i stykker ved et sporskifte. Men vi kører efter den plan, der er lavet til søndag i forvejen. Det er ikke fuldt omfang, men efter planen, siger Steen Sørensen, togleder i Banedanmark.
Ingen mennesker kom til skade, da toget med cirka 100 passagerer om bord pludselig kørte af skinnerne.
Afsporingen skete på en strækning, hvor der foregår sporarbejde.
Derfor kørte toget med lav hastighed, da den del af toget, hvor lokoføreren sidder, røg af sporet.
Sporarbejdet betyder, at der i forvejen var lagt en alternativ køreplan for søndag. Denne vil blive fulgt, men det er uvist, hvordan togene kommer til at køre fra mandag.
– Vi ved ikke, hvordan det kommer til at se ud i ugen. Det bliver nok afklaret i løbet af søndag, siger Steen Sørensen.
Det er endnu uvist, hvorfor toget kørte af sporet. Banedanmark har haft en undersøgelsesvagt ude på stedet, men afventer nu Havarikommissionens undersøgelse.
/ritzau/