Overblik over sagen om kokain for 43 millioner


    Arkivfoto


    * Tre mænd er anklaget i straffesag i Aarhus for forsøg på at købe 200 kokain, som skulle sendes til Danmark. Prisen var 43,5 millioner kroner.

    * Hovedpersonen er den 30-årige tysker MS, der bor i Sydspanien.

    * Politiet har døbt sagen “Operation Orion.”

    * Det amerikanske narkopoliti DEA advarede i 2012 dansk politi om, at tyskeren var mistænkt for at ville importere kokain til Nordeuropa. Sagen døde dog hen.

    * I 2013 fortalte DEA fra kontoret i Bogota i Colombia, at tyskeren nu var i færd med at planlægge en handel med kokain til Danmark.

    * DEA har også agenter ansat på USA’s ambassade i København og har tidligere haft meget tæt samarbejde med dansk politi.

    * En tidligere kriminel colombianer, som DEA aflønner, blev sat til at spille rollen som aktiv i guerillabevægelsen Farc, der var villig til at levere kokain til tyskeren. Han kaldes Maria.

    * Der var flere møder i Bogota i maj og august 2013 mellem Maria, tyskeren og dennes colombianske ven.

    * Maria fortsatte skuespillet efter aftale med DEA. De mødtes i København i oktober 2013.

    * Forinden havde politiet i Aarhus fået en dommers tilladelse til, at Maria kunne være civil agent for politiet – men han måtte ikke indgå en aftale om handlen.

    * På en vinbar i København tilkaldte tyskeren en dansker, som han kender. Denne er tiltalt for at ville aftage noget af kokainen i Danmark.

    * Tyskeren og hans ven blev sendt videre til to møder med en forklædt britisk betjent i Aarhus i december.

    * Nær Banegården i Aarhus blev de to anholdt 5. december. Samtidig blev danskeren anholdt i sit hjem i Stege. Danskeren er tiltalt for skulle aftage en del af de 200 kilo kokain.

    * Under efterforskningen rejste dansk politi til Miami i USA. På et hotelværelse fik de mulighed for at udspørge Maria.

    * Både en special agent fra DEA i Washington DC, Maria fra Colombia samt den britiske undercover agent Tony er rejst til Aarhus for at vidne under retssagen.

    * Forsvarerne mener, at politiaktionen er ulovlig, fordi Maria gik for vidt. Og at den megen snak ikke udgør et strafbart forsøg.

    /ritzau/