Over 3300 mennesker døde af ebola


    Det værste udbrud af ebola nogensinde har nu kostet 3338 mennesker livet.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Det samlede antal registrerede tilfælde er oppe på 7178, og halvdelen har altså tabt kampen mod den frygtede virus, skriver nyhedsbureauet AFP.

    Tallene, der blev offentliggjort onsdag, er de seneste fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO.

    Udbruddet af ebola, der begyndte i et afsidesliggende område af Guinea, har spredt sig til store dele af Vestafrika, og særligt landene Guinea, Liberia og Sierra Leone er hårdt ramt.

    Eksperter advarer om, at titusinder kan dø, og især sundhedspersonalet i landene er i risikozonen, fordi der er mangel på beskyttelsesudstyr og generelt dårlige forhold for at forhindre smitten i at brede sig.

    USA’s præsident, Barack Obama, har advaret om, at sygdommen “kan føre til en humanitær katastrofe hen over hele regionen”.

    WHO har tidligere anslået, at antallet af smittede frem til november kan nå op på 20.000. Amerikanske eksperter frygter, at mellem 550.000 og 1,4 millioner kan være smittet til januar i Vestafrika, hvis der ikke gøres noget.

    Samtidig er det første tilfælde af ebola blevet diagnosticeret i USA. Den smittede er en mand, som behandles på et hospital i Dallas.

    Patienten var i kritisk tilstand onsdag og menes at være blevet smittet under et ophold i Liberia i Vestafrika. Han kom 20. september til Texas for at besøge familie, men efter nogle dage søgte han behandling, fordi han følte sig sløj.

    Ebola medfører alvorlige blødninger. Smitten overføres gennem kontakt med blod og andre kropsvæsker.

    /ritzau/