Syv ukrainske soldater meldes dræbt, efter at prorussiske separatister ramte en militærkolonne med en granat i det østlige Ukraine, siger en militærtalsmand ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Angrebet skete angiveligt sent søndag aften i nærheden af lufthavnen i den østukrainske by Donetsk, der kontrolleres af prorussiske separatister.
Det er tilsyneladende det højeste antal dræbte soldater ved et enkelt angreb, siden den skrøbelige våbenhvile mellem oprørerne og Ukraines regering trådte i kraft den 5. september.
Våbenhvilen er således blevet brudt flere gange, siden den trådte i kraft.
Ukraines parlament i hovedstaden Kijev vedtog tidligere i denne måned lovgivning, der giver indbyggerne i de russisktalende regioner i Østukraine begrænset selvstyre.
Lovgivningen opfordrer til, at der holdes valg inden den 7. december, men oprørslederne har sagt, at de selv bør have beføjelser til at fastsætte valgdatoen.
Prorussiske oprørere i Donetsk og Lugansk i Ukraine meddelte således i sidste uge, at de holder valg den 2. november.
/ritzau/Reuters