Wozniacki taber finale


    Heller ikke ved WTA-turneringen i Tokyo skulle den danske tennisspiller Caroline Wozniacki stå som vinder efter en finale.

    Tidligt søndag dansk tid tabte hun til serberen Ana Ivanovic i to sæt med cifrene 2-6 og 6-7.

    Dermed må hun igen tage til takke med andenpladsen, ligesom det var tilfældet ved grand slam-turneringen US Open, hvor Wozniacki tabte til amerikaneren Serena Williams.

    I søndagens kamp kom danskeren skidt fra start, da Ivanovic lagde ud med at bryde hendes serv. Wozniacki fik brudt tilbage til 2-2, men derefter kunne hun ikke stille noget op mod aggressivt spil fra serberen.

    Andet sæt var tæt, og Wozniacki viste noget af det spil, som har fået iagttagere til at tale om, at danskeren er i sin bedste form nogensinde.

    Wozniacki var foran både 3-1 og 4-2 i sættet, som dog endte med en sejr i tiebreak til Ivanovic.

    Det er tredje gang i træk, at Wozniacki taber en kamp til Ivanovic. Ud af i alt syv indbyrdes opgør har danskeren blot vundet to gange.

    Ivanovic og Wozniacki har begge en fortid som nummer et i verden. Nu er de lige netop en del af top-10.

    Turneringen i Tokyo bruges blandt andet til at samle point sammen til den såkaldte Road to Singapore-liste, der bestemmer, hvilke otte spillere der træder direkte ind i årets sæsonfinale.

    Her ligger både danskeren og serberen lunt i svinget efter turneringen, og efter at kineseren Li Na tidligere på ugen annoncerede sit karrierestop.

    /ritzau/