Silkeborg-angriberen Jesper Bech fik en flænge i hovedbunden i fredagens 0-1-nederlag ude mod Randers FC, og han blev efterfølgende kørt på skadestuen for at blive syet.
– Jesper Bech var ikke med holdbussen hjem fra Randers fredag aften. Efter kampen blev han kørt på skadestuen for at blive syet i hovedbunden, skriver Silkeborg på sin hjemmeside.
I anden halvelg pådrog Jesper Bech sig en flænge efter et sammenstød i en hovedstødsduel med Randers-anfører Christian Keller, og efterfølgende måtte angriberen behandles både på og udenfor banen.
– Blodet løb fra en flænge i hovedbunden, og Jesper Bech måtte pakkes ind i en turban for at kunne spille videre. Han blev efter 77 minutter udskiftet med Morten Beck Andersen og tog efter kampen på skadestuen i Randers, fortæller klubben.
Heller ikke Daniel A. Pedersen var med holdbussen hjem til Silkeborg, da han blev udtaget til dopingkontrol og havde svært ved at afgive den krævede urinprøve.
Det betød, at Silkeborgs holdleder ventede på ham i sin bil, mens resten af truppen kunne sætte kursen mod Silkeborg.
/ritzau/