Tredje russiske nødhjælpskonvoj krydser Ukraines grænse


    Dåsemad, morgenmad, medicin, strøm, vand på flasker og varmt tøj er angiveligt lastet i 200 russiske lastbiler, som ifølge det russiske nyhedsbureau Itar-Tass har krydset grænsen til Ukraine ved Rostov-regionen.

    Sendingen med nødhjælp fra Rusland til det kriseramte Ukraine er den tredje konvoj, der kører ind i landet.

    Ifølge Itar-Tass blev ukrainske grænsevagter og repræsentanter fra Røde Kors tilbudt at inspicere lasten, men begge afviste angiveligt at se nødhjælpen igennem.

    Lastbilerne indeholder mad, tøj, strømgeneratorer, vand og medicin samt lægeligt udstyr. I alt skulle der være tale om 2000 ton nødhjælp, som skal benyttes i den sydøstlige del af Ukraine, hvor kampe mellem prorussiske separatister og Ukraines militærstyrker har været blodige og ødelæggende for området.

    Den præcise destination for konvojen er ikke oplyst, men to tidligere sendinger med nødhjælp blev leveret til Lugansk.

    Oplysningen om den tredje konvoj kommer, få timer efter at en kontaktgruppe med repræsentanter fra styret i Kijev og prorussiske separatistledere i Østukraine har indgået aftale om en handlingsplan for fred.

    Allerede for to uger siden blev der indgået en våbenhvile mellem parterne, og handlingsplanen bygger videre på aftalen om at lægge våbnene.

    Ruslands viceminister for nødsituationer Vladimir Stepanov sagde onsdag, at det humanitære arbejde må fortsætte.

    – Over hele Rusland fortsætter bestræbelserne på at skaffe nødhjælp. Hold af frivillige bliver dannet, og målsætningen er at være klar til den kommende vinter, sagde han.

    /ritzau/Itar-Tass