Vild efterspørgsel: Alibaba-aktie stiger 38 procent


    Interessen for at få en del af ejerskabet i den kinesiske internetgigant Alibaba er enorm.

    Fredag, hvor selskabet havde sin første dag på børsen i New York, steg Alibaba-aktien hele 38 procent til 93,89 dollar fra introduktionskursen på 68 dollar.

    En overgang var en enkelt aktie endda tæt på at koste 100 dollar.

    Udbuddet af aktier tegner til at give Alibaba et provenu på omkring 25 milliarder dollar (145 milliarder kroner), hvilket vil gøre børsnoteringen til den største nogensinde.

    Med fredagens massive kurshop opnår internethandelsselskabet en markedsværdi på 231 milliarder dollar. Det svarer til 1,34 billioner kroner eller omkring fire gange så meget som værdien af det danske olie- og shippingkonglomerat A.P. Møller – Mærsk.

    Samtidig er det mere end konkurrenterne Amazon og eBays værdi lagt sammen.

    – Det her er den mest imødesete begivenhed, som jeg har oplevet i min 20-årige karriere på gulvet, siger Mark Otto, partner i J. Streicher & Co, fra børsen i New York ifølge Reuters.

    – Selskabet er profitabelt i modsætning til nogle af dets konkurrenter, og det er en måde, hvor handlerne kan få del i den kinesiske væksthistorie, fortsætter Mark Otto.

    Alibaba blev grundlagt i 1999 af den tidligere engelsklærer Jack Ma, der i begyndelsen drev firmaet fra en lejlighed i Kina. Siden har virksomheden udviklet sig til et stort milliardforetagende.

    Størstedelen af omsætningen kommer fra de tre handelsplatforme Tmall, Taobao og Juhuasuan. Den største af de tre er Taobao, hvor private kan sælge og købe varer med hinanden.

    Omkring 100 personer – heriblandt mange kinesiske turister – var ifølge Reuters samlet på Wall Street for at tiljuble Jack Ma, da han forlod børsen fredag.

    /ritzau/