Mindst ti kurdere med dansk statsborgerskab har været eller er i det nordlige Irak for at kæmpe sammen med Peshmerga-militsen mod oprørsgruppen Islamisk Stat.
Det vurderer en række kilder i det kurdiske miljø over for Politiken.
En af dem, der har valgt at fatte våbnet og drage i krig i det nordlige Irak er den 24-årige Hama Kareem Jaf.
– Jeg har altid ønsket at gøre noget for mit land. I stedet for at sidde hjemme i Danmark og skrive om Kurdistan på Facebook-sider ville jeg hellere gøre noget i praksis, siger han til Politiken.
Jaf kom til Danmark i begyndelsen af 1990’erne på flugt fra Saddam Husseins folkemord. Han voksede op i Danmark, har tjent et år som soldat i den danske hær og valgte for nylig at vende tilbage til rødderne. Inspirationen fik han fra sin far, der var peshmerga i mange år.
I sidste måned deltog han i hårde kampe i byen Jalawla, som militante fra Islamisk Stat var ved at erobre. Jaf deltog med skydevåben og forsøgte sammen med sin gruppe at trænge den sunnimuslimske oprørsgruppe tilbage.
De fleste iagttagere, heriblandt Forsvarets Efterretningstjeneste, vurderer, at Kurdistans Arbejderparti (PKK), der står på EU’s og USA’s terrorliste, spiller en central rolle i kampen mod IS.
Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, advarer derfor danskere mod at kæmpe side om side med PKK.
– Det er dybt problematisk, hvis unge i Danmark melder sig til en organisation, der står på vores egen terrorliste. Vi må sige til dem: Bliv hjemme, siger han til Politiken.
Frederik Harhoff, der er jurist med speciale i folkeret og i 2007- 2013 var dommer ved det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien, siger, at “så længe de holder sig til konventionerne og ikke begår krigsforbrydelser, er det ikke strafbart.”
Da den kurdiske regionalregerings regulære hær, peshmerga, ikke står på nogen terrorliste, vil frivillige, der tilslutter sig dem, “ikke blive klandret for at have kæmpet med dem”, mener juristen. Men det kan måske ændre sig, hvis man kæmper for PKK, fordi de står på terrorlisten.
/ritzau/