Skoleåret startede først søndag i Gazastriben, da 700.000 børn vendte tilbage til skolen efter en forsinkelse på to uger grundet de ødelæggelser, der blev forårsaget af den 50 dage lange konflikt mellem Israel og palæstinenserne.
– 24 skoler blev stærkt beskadiget, og 125 skoler blev delvist ødelagt af israelske bomber, lyder det i en erklæring fra det palæstinensiske uddannelsesministerium.
Tusindvis af hjem blev jævnet med jorden eller beskadiget i Gaza under den næsten syv uger lange konflikt, og 500.000 blev tvunget til at forlade deres hjem i Gaza, som har 1,8 millioner indbyggere.
Konflikten endte den 26. august, og siden har palæstinenserne brugt tiden på at gøre skolerne klar til de mange børn.
Under konflikten blev skolerne brugt til at huse flygtninge, der havde mistet deres hjem.
– Vi gør også vores bedste for at løse problemet med fordrevne mennesker, som tog tilflugt i skolerne, lyder det.
I Vestbredden startede skolerne for to uger siden.
Ifølge palæstinensiske sundhedsmyndigheder har 2139 palæstinensere mistet livet, siden Israels offensiv mod Gaza begyndte 8. juli og sluttede 50 dage efter. Flere end 490 ofre var børn.
På israelsk side mistede 64 soldater og seks civile livet.
Israel begyndte angrebene mod Gazastriben med bombardementer fra luften, og senere rykkede israelerne også ind på landjorden med det mål at ødelægge tunnelsystemer, der fører fra Gaza og under jorden til Israel.
Det skete for at standse raketangreb på Israel.
Nogle mener, at konflikten blussede op, efter at tre israelske teenagere blev bortført på Vestbredden og senere fundet dræbt. Israel skød skylden på Hamas.
Efterfølgende blev en ung palæstinenser fundet dræbt i, hvad der vurderes at være hævn for de tre døde israelere.
/ritzau/dpa