Den pakistanske hær har anholdt 10 medlemmer af Taliban og tiltalt dem for forsøg på at dræbe den pakistanske skolepige Malala Yousafzai for to år siden i det nordvestlige Pakistan.
– Gruppen, der var involveret i angrebet på Malala Yousafzai, er blevet anholdt, fortæller general Asim Bajwa.
Malala blev skudt gennem hovedet, mens hun sad i en skolebus. Taliban ønskede at straffe hende for at være for åbenmundet om pigers ret til uddannelse.
Hun overlevede og blev behandlet på et hospital i England. Hun har siden brugt sin tid på at føre sit budskab om menneskerettigheder og pigers rettigheder videre ud i verden.
Blandt andet har hun talt til FN’s Generalforsamling.
/ritzau/AFP