Strømnedbrud lukkede Øresundsbroen i en halv time


    Øresundsbroen var i et kort stykke tid lukket for al biltrafik onsdag aften på grund af strømnedbrud, men den er nu åben igen, oplyser Øresundsbroen.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    På Øresundsbroens hjemmeside står der, at broen var lukket for motorvejstrafik. Tidligere på aftenen bekræftede politiet lukningen.

    – Det er på grund af et strømnedbrud. Det kan tage alt fra 10 minutter til en uvist tidshorisont. De arbejder på sagen, har vi fået at vide.

    – Broen er lukket i begge ender, og det har ikke været planlagt, sagde vagtchef ved Københavns Politi, Henrik Brix.

    Lukningen endte med at vare en halv time.

    Natten til torsdag var en delvis lukning af broen planlagt i tidsrummet klokken 21.30 – 05, men lukningen af hele broen var altså ikke planlagt, oplyser selskabet bag Øresundsbroen.

    Den delvise lukning af broen forventes nu at fortsætte som planlagt, og bilister gøres opmærksom på, at der vil være modkørende trafik i tunnelen fra klokken 21.30 og frem til klokken 05.

    Strømnedbruddet truede dog med at komme i vejen for den delvise lukning.

    – Det var planlagt, at der skulle være reparationsarbejde i løbet af natten, men det er blevet aflyst af et strømnedbrud, sagde Henrik Brix.

    Der er også planlagt reparationsarbejde på broen natten til torsdag, hvor der vil være modkørende trafik i Øresundsbroens tunnel fra klokken 21.30.

    Øresundsbroen er en fast kombineret bro- og tunnelforbindelse mellem Danmark og Sverige, og den blev indviet i år 2000.

    Flere end seks millioner personbiler krydser årligt broen.

    /ritzau/