Silkeborg: Cykler for 1 mio. stjålet hos Bikeworld


    Mandag morgen fik de ansatte i en cykelbutik i Silkeborg sig en grim overraskelse, da de mødte ind.

    I løbet af weekenden var tyve brudt ind gennem et tagvindue hos Bikeworld i Silkeborg. Herefter har de taget for sig af varerne i forretningen. Mellem 30 og 40 cykler blev hejst op gennem tagvinduet igen, uden at alarmen gik i gang.

    Cyklerne er både racercykler og mountain bikes af mærkerne Specialized, Giant og Cannondale. I alt løber værdien af cyklerne op omkring en million kroner.

    Butikken har trods færre cykler på lager ikke lukket.

    – Nej, vi har ingen planer om at lukke. Vi har heldigvis stadig 4000 cykler på lager, siger indehaver Peter Jakobsen til TV2 Østjylland.