Arkivfoto
Nerver og en dårlig start var medvirkende til, at Caroline Wozniacki ikke var i nærheden af at slå Serena Williams ved US Open-finalen søndag i New York.
Den tidligere verdensetter tabte 3-6, 3-6 til amerikaneren, der dermed vandt sin 18. grand slam-titel i damesingle.
– Jeg var en lille smule nervøs, da jeg gik på banen. Jeg prøvede at følge min plan, men det var svært i starten. Jeg prøvede at presse hende tilbage, men det slog fejl. Hun spillede aggressivt og var bedre end mig i dag, siger Wozniacki.
I andet sæt blev duellerne mere jævnbyrdige, men Serena Williams vandt de fleste af de afgørende bolde.
– Hun lod mig ikke diktere spillet, som jeg gerne ville, siger den danske tennisstjerne, der med finalepladsen rykker op blandt verdensranglistens 10 bedste spillere.
Serena Williams har generelt haft et dårligt år, hvor hun ikke er nået længere end kvartfinalen ved de tre tidligere grand slam-turneringer, så hun havde noget at bevise foran hjemmepublikummet i New York, men også over for sig selv, siger Wozniacki om sin gode veninde.
– Jeg tror, at hun ville bevise noget over for sig selv. Uheldigvis stod jeg på den anden side af nettet i dag, siger Wozniacki, der på Twitter takker sine fans for den store opbakning, hun har fået de seneste to uger.
Den 24-årige Caroline Wozniacki har spillet bedre denne sommer end længe set, og derfor er hun fortrøstningsfuld i forhold til fremtiden på tennisbanen.
– Jeg har virkelig spillet godt, og jeg føler, at jeg er på rette vej. Forhåbentlig kan jeg slutte året stærkt og få en god start i det nye år.
Næste grand slam-turnering er Australian Open til januar, men før det har Wozniacki sat sig et andet mål uden for tennisbanen. Hun vil løbe New York Marathon i starten af november.
– For at være helt ærlig, så er mit mål først og fremmest at gennemføre det. Jeg vil starte blødt ud, og så må vi se. Det er kun 26,2 miles (42,195 kilometer, red.), siger hun.
/ritzau/AFP