Flere end 40 danske soldater blev dræbt, da de var udsendt til Afghanistan, men nu viser det sig ifølge Søndagsavisen, at Danmark har givet tålt ophold til en række krigere fra hovedfjenden Taliban.
Krigerne er blandt i alt 21 personer, der lever på tålt ophold i Danmark, selvom de ifølge eget udsagn har begået alvorlige krigsforbrydelser. Det viser materiale fra Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet, som Søndagsavisen er i besiddelse af.
De 21 personer kan bevæge sig frit rundt i det danske samfund.
Centrale kilder oplyser til Søndagsavisen, at omkring halvdelen af de 21 formodede krigsforbrydere er afghanere, som har været en aktiv del af Taliban, men nu er flygtet fra hjemlandet.
Blandt andet har en af talibanerne været gruppefører for mellem 20 og 25 andre militante. I en 15-årig periode har han ifølge avisen deltaget i en massakre på 8000 civile og angrebet en landsby, hvor hans gruppe dræbte kvinder og børn.
Det har dog ikke forhindret ham i at gå frit ind og ud af Center Sandholm, hvor personerne på tålt ophold henvises til.
Justitsminister Karen Hækkerup (S) er utilfreds med forholdene, men siger, at det er vanskeligt at gøre noget ved det.
– Jeg er selv meget frustreret over, at vi ikke kan sende de her forbrydere ud af landet. De er ikke velkomne i Danmark, men vi kan ikke sende dem ud, fordi det vil stride mod vores internationale forpligtelser, siger hun til Søndagsavisen.
Foruden Afghanistan kommer de 21 formodede krigsforbrydere fra lande som Syrien, Libyen og Bosnien.
/ritzau/