Boko Haram forbyder sørgende at begrave pårørende


    To dage efter en massakre mod byen Bama i det nordøstlige Nigeria ligger ligene fortsat spredt i gaderne.

    Militante islamister fra gruppen Boko Haram patruljerer i byen og forbyder indbyggerne at begrave de døde, siger den nigerianske senator Ahmed Zanna.

    – Der ligger så mange lig i gaderne, og menneskene får ikke lov til at begrave de døde. Så situationen bliver værre og værre, siger Ahmed Zanna til BBC.

    Nigerianske myndigheder siger, at omtrent 26.000 har forladt deres hjem i kølvandet på kampene i Bama, der betegnes som en nøgleby i striden om at vinde kontrollen med Nigerias nordøstlige Borno-region.

    Tidligere på ugen sagde tænketanken Nigerias Sikkerhedsnetværk, at Boko Haram har foretaget “lynende territoriale vindinger” i de seneste måneder.

    Samtidig ytrede tænketanken en stigende bekymring for, at det store afrikanske land kan gå i opløsning, ligesom det er sket i Syrien og Irak, hvor ekstremisterne far Islamisk Stat (IS) har erklæret et kalifat.

    Boko Haram har i den seneste tid indtaget en lang række byer og områder i det nordøstlige Nigeria, og mange frygter nu, at hovedbyen i Borno, Maiduguri, står for skud.

    Ahmed Zanna siger, at det ville være “katastrofalt”, hvis Boko Haram satte et angreb mod Maiduguri i værk.

    Byen, der ligger 70 kilometer fra Bama, har over to millioner indbyggere.

    – Jeg tigger regeringen om at sende flere tropper og våben til Maiduguri.

    – Boko Haram kommer med overvældende styrke, fordi gruppen har rekrutteret en masse kæmpere i landsbyer i Borno, siger Zanna til BBC.

    Reuters skriver torsdag eftermiddag, at mange hundrede indbyggere i Maiduguri nu er så bange for et forestående angreb, at de flygter fra byen.

    /ritzau/Reuters