Arkivfoto
Højt tempo, nedslidning og dårligt arbejdsmiljø var for bare et år siden virkeligheden blandt rengøringsassistenterne på Skejby Sygehus. De ansatte var en del af sygehusets udlicitering af rengøring og klagede til regionsrådet og til regionsrådsformand Bent Hansen. Og sygehuset blev afkrævet en redegørelse.
Nu, et år efter balladen, har Aarhus Universitetshospital besluttet, at udliciteringen kun skal fortsætte de næste to år. Derned dropper hospitalet udlicitering for 100 millioner kroner og vil i stedet ansætte egne rengøringsfolk, skriver Fagbladet 3F.
Hospitalsdirektør Gert Sørensen understreger, at det ikke har noget med sidste års ballade og utilfredshed at gøre. Beslutningen om at droppe udlicitering har været i støbeskeen længe, fordi rengøringen på andre dele af Aarhus Universitetshospital allerede i dag varetages af egne rengøringsfolk.
– Vi har længe ønsket at lave en samlet organisering af vores ydelser. Den beslutning ligger før, det der skete sidste sommer. Og vi tror på, at vi kan løse opgaven lige så godt og billigt som ved udlicitering, siger hospitalsdirektør Gert Sørensen.
I 3F Aarhus Rymarken er man glad for beslutningen om at droppe udliciteringen og er sikker på, at det vil forbedre det omdiskuterede arbejdsmiljø på Skejby Sygehus.
– Jeg synes, det er fantastisk. Det betyder rigtig meget for arbejdsmiljøet, at rengøringsassistenterne nu bliver kolleger med sygeplejerskerne og lægerne. De bliver en del af sygehuset og bliver inviteret med til møder og sociale arrangementer, siger Randi Smitsdorf fra 3F Aarhus Rymarken.
/ritzau/