V og K er klar til politiske slagsmål med ny minister


    Danmarks nye skatteminister Benny Engelbrecht (S) bliver kaldt både flittig og en hæderlig forhandlingspolitiker, men han er også en “nidkær socialdemokrat”, som skal forberede sig til politiske opgør med oppositionen.

    Det er meldingen fra blandt andet De Konservatives skatteordfører, Brian Mikkelsen.

    – Jeg kender Benny Engelbrecht som flittig, hæderlig og en kompetent politiker, der er forhandlingsorienteret. Men han er også en meget nidkær socialdemokrat, der vil forsøge at samle de skillinger op, han kan, og få flest muligt penge ud af folk. Det vil vi få en masse politiske slagsmål om, siger han til Ritzau.

    De Konservative ønsker lavere skatter og afgifter sammen med Venstre, men skatteordfører Torsten Schack Pedersen (V) forventer ikke, at det krav vil gå let igennem den nye minister.

    – Vi ser rimeligt forskelligt på verden. Jeg har ingen illusion om, at han vil sænke skatter og afgifter eller sikre bedre vilkår for de danske virksomheder, siger han.

    Torsten Schack Pedersen håber, at Engelbrecht vil tage borgerens parti over for myndighederne, når det kommer til Skat, og ifølge Brian Mikkelsen er borgernes forhold til Skat en af de vigtigste opgaver.

    – Første og vigtigste opgave for Engelbrecht må være at rydde op i Skat. Skat opfører sig som en bulldozer, der truer og presser folk. Tilliden til Skat skal genoprettes, og retssikkerheden bør være topprioritet for ham, siger Mikkelsen.

    En sag, som Benny Engelbrecht i hvert fald hurtigt skal tage sig af, er Rigsrevisionens skarpe kritik af Skatteministeriet og Skat for igennem 10 år at have lavet fejlagtige ejendomsvurderinger. Problemerne har været kendt siden 2007, uden at der er blevet rettet op på dem.

    Som en reaktion på kritikken valgte regeringen at suspendere ejendomsvurderingerne for 2013 for i stedet at nedsætte et udvalg, som skal komme med forslag til en ændring af systemet. Forslagene bliver fremlagt 11. september.

    Benny Engelbrecht vil blive præsenteret som ny skatteminister på Amalienborg klokken 12 og overdragelsen i ministeriet finder stedet klokken 15.

    /ritzau/