FC København-træner Ståle Solbakken håber, at hans spillere tager nogle lærepenge med sig fra de to dueller mod Bayer Leverkusen i kvalifikationen til Champions Leagues gruppespil.
Onsdag blev det til et nederlag på 0-4, efter at tyskerne på en håndfuld minutter havde bragt sig foran 2-0.
– Der er ikke så meget at sige. Det var overstået efter seks minutter, siger Ståle Solbakken til 3+.
– Det er svært at analysere kampen, når man starter med at være bagud 0-2, siger FCK-træneren, der kunne se Mathias “Zanka” Jørgensen sætte tyskerne i gang med en fejlaflevering.
Kort efter var det et frispark fra kanten af straffesparksfeltet, der kostede endnu en scoring.
– Jeg håber, at vi kan tage noget international erfaring med os. Det var store personlige fejl, der satte os skakmat. Det må vi leve med, og så må vi tage det positive med videre, siger Solbakken.
Træneren vil ikke male et helt dystert billede af kvaliteten på det nuværende FCK-hold, der for kort tid siden ramte et godt niveau imod de ukrainske vicemestre FC Dnipro.
– Nu skal vi ud og spille Europa League, og så får vi at se, hvor gode vi er. Vi må se, om vi kan finde takterne frem igen.
– I spillet mellem felterne var forskellen heller ikke så stor mod Leverkusen. Vi har blandt andet fire kontrachancer, siger Solbakken.
Han vil ikke pege fingre af Mathias “Zanka” Jørgensen, der slet ikke ramte sit normale niveau.
– Han får en ulykkelig start, og det præger ham sikkert mentalt. Men det er ikke sådan, at han gemmer sig, siger Solbakken.
FC København tabte i sidste uge med 2-3 til Bayer Leverkusen på hjemmebane.
/ritzau/