Konflikten mellem de norske folkeskolelærere og Kommunesektorens Organisasjon (KS), der svarer til Kommunernes Landsforening i Danmark, forsætter og ser ikke ud til at ende med en snarlig løsning.
Lærerne har strejket siden skoleåret blev indledt i sidste uge, og dag for dag er den vokset, så der nu er knap 8000 lærere i strejke.
En halv times møde søndag var nok til at nå frem til, at parterne ikke havde noget at snakke om.
– Den store knast er kravet om mere tilstedeværelse, siger uddannelsesforbundets leder Ragnhild Lied til nyhedsbureauet NTB.
Resultatet af mødet blev, at strejken fortsætter – med endnu flere skoler og kulturskoler.
Kommunesektorens Organisasjon (KS), der svarer til Kommunernes Landsforening i Danmark, har krævet mere tilstedeværelse af lærerne på skolen. Det oprindelige krav lød på syv en halv time om dagen.
KS siger, at man har slækket på kravene om 7,5 timers arbejdstid hver dag, så man nu er gået med på 35 timers arbejdsuge ugentligt.
Ifølge den aktuelle aftale skal læreren være 29, 31 eller 33 timer på skolen afhængig af om de underviser på børnetrin, ungdomstrin eller videregående.
Ifølge Aftenposten var KS villig til at fastholde disse timetal, hvis lærerne ville gå med til at fire dage ekstra årligt til “samarbejde, planlægning og andet”.
KS kom også med andre alternativer, men lærerne besluttede hurtigt at sige nej tak og fastholde strejken.
Lærerne stiller som betingelse, at kravet om øget tilstedeværelse fjernes helt fra aftalen.
/ritzau/NTB