Angriberen Albert Ebosse døde lørdag efter en ligakamp i den bedste algeriske fodboldrække, da han blev ramt af kasteskyts fra tilskuerpladserne.
Den 24-årige spiller fra Cameroun blev i al hast kørt til hospitalet i byen Tizi Ouzou, hvor opgøret mellem Ebosses JS Kabylie og USM Alger blev spillet. På hospitalet blev Albert Ebosse erklæret død.
Den camerounske angriber scorede sit holds ene mål i nederlaget på 1-2.
Da kampen var fløjtet af, begyndte tilskuere at overdynge spillerne med forskellige objekter, da disse forlod banen og var på vej ind i omklædningsrummene.
Ebosse skiftede til JS Kabylie i 2013 og blev topscorer i sidste sæson. På Wikipedia står han noteret for seks landskampe for Cameroun.
Algeriets indenrigsministerium har sat gang i en undersøgelse af de tragiske begivenheder.
/ritzau/AFP