Regeringen: Vold efter arbejde skal være chefens ansvar


    Bliver du overfaldet, truet eller udsat for chikane efter fyraften på grund af dit arbejde, skal din chef være forpligtet til at hjælpe dig efter overfaldet og forebygge, at det sker igen.

    I hvert fald hvis det står til regeringen, der i et nyt lovforslag retter fokus mod arbejdsrelateret vold uden for arbejdstiden, skriver Avisen.dk.

    FTF, der repræsenterer 450.000 offentligt og privat ansatte, hilser forslaget velkommen.

    – Vi ser desværre tilfælde, hvor eksempelvis politifolk, socialrådgivere, bankansatte og skolelærere overfaldes, trues eller chikaneres uden for arbejdstiden. Det er helt uacceptabelt, siger Bente Sorgenfrey, formand for FTF, til Avisen.dk

    Også repræsentanter for sygeplejersker og socialrådgivere bakker op.

    – Hvis en medarbejder får et trusselbrev eller bliver konfronteret nede i Brugsen lørdag formiddag og kaldt luder af en vred borger, er det vigtigt, at arbejdsgiveren tager det alvorligt, siger formanden for Dansk Socialrådgiverforening Majbrit Berlau.

    Hos arbejdsgiverne i Danske Regioner vil man ikke forholde sig konkret til lovforslaget. Signe Friberg Nielsen, der er forhandlingsdirektør, siger dog til Avisen.dk:

    – For regionerne som arbejdsgiver er det selvfølgelig vigtigt, at man passer på medarbejderne, og at de ikke skal føle sig truet – hverken på eller efter arbejde, siger Signe Friberg Nielsen.

    /ritzau/