Eksil-lederen af den islamistiske Hamas-bevægelse, Khaled Meshaal, erkender, at medlemmer af hans bevægelse bortførte og dræbte tre israelske teenagere.
– Ledelsen af Hamas vidste ikke noget om dette, før det var sket, siger Meshaal i et interview med Yahoo News.
– Vi forstår, at indbyggerne i Gaza er frustrerede over besættelsen og undertrykkelsen og prøver alt muligt, siger han.
De tre israelske teenagere blev bortført på Vestbredden i juni og blev senere fundet døde. Kidnapningen var startskuddet til den konflikt, som siden førte til Israels offensiv mod Hamas i Gazastriben.
En anden ledende person i Hamas sagde allerede fredag ifølge Reuters, at de medlemmer af bevægelsen, der begik drabene, undlod at fortælle noget til ledelsen.
/ritzau/dpa