Jødisk skole i København udsat for hærværk


    Carolineskolen, der er en jødisk privatskole på Østerbro i København med 200 elever, er natten til fredag blevet udsat for hærværk.

    På skolen er der blandt andet smadret ruder, lige som der også er skrevet anti-jødisk graffiti på skolens mure. Graffitien har skolen fra morgenstunden dækket af.

    Hærværksmændene har klippet hul i et hegn for at komme ind på skolens område. Det siger skoleleder Jan G. Hansen til Ritzau.

    – Der har været nogle, som har klippet hul i hegnet, som omgiver skolen, for at komme ind i skolegården. Der har man så smadret en syv-otte ruder og skrevet politiske smedekampagner på væggene ud mod skolegården.

    – De har ikke været inde i selve bygningerne, siger skolelederen.

    “Ingen fred i Gaza. Ingen fred til jer zionistsvin”, har de uindbudte gæster blandt andet skrevet med graffiti.

    Skolen har ikke tidligere været udsat for noget lignende.

    – Det har vi aldrig oplevet før. Vi er verdens næstældste fungerende jødiske skole, og vi har aldrig haft sådan noget her inde på livet før, siger Jan G. Hansen.

    Fredagens undervisning er gennemføret som planlagt, men flere forældre har holdt deres børn hjemme fra skole.

    De børn, der er mødt frem, har fået en orientering om situationen.

    Der er heller ikke ændringer på vej i forhold til de kommende skoledage.

    – Vi ændrer ikke noget udadtil. Det bliver en helt normal skoledag, som det har været i dag. Men det er klart, vi evaluerer vores sikkerhed, om den er god nok, siger Jan G. Hansen.

    Han fortæller desuden, at man har noget billedmateriale af gerningsmændene, som man har sendt videre til politiet.

    Carolineskolen har både vuggestue, børnehave og skole på området.

    /ritzau/