Iran vil nedkæmpe Islamisk Stat: Men de har en pris


    Arkivfoto


    Iran forsøger tilsyneladende at udnytte den anspændte situation omkring Islamisk Stat (IS) og truslen fra islamisterne i Irak til at bringe en fordelagtig løsning på bordet omkring den iranske atomaftale.

    – Hvis vi skal gå med til at gøre noget i Irak, skal vores modpart give noget til gengæld.

    – Alle sanktioner mod Iran som følge af atomprogrammet skal ophæves til gengæld for vores hjælp i Irak, siger Irans udenrigsminister, Javad Zarif, ifølge iranske medier.

    Frankrig fra stormagtsgruppen P5+1, som forhandler atomaftalen med Iran, opfordrede forleden arabiske lande, deriblandt Iran, til at hjælpe med at bekæmpe IS.

    Iran, som er shiitisk styret og domineret, har de seneste år hjulpet styret i Syrien med at bekæmpe blandt andre Islamisk Stat, som er baseret på sunnisme.

    IS’ udlægning af sunniislam er konservativ og en markant anderledes udgave end den, som flertallet af muslimer tager udgangspunkt i, og islamisterne fra IS bliver mødt af afstandtagen fra muslimer verden over.

    Iran har tidligere tilbudt at samarbejde med USA i det uroplagede Irak, der som Iran har et shiitisk flertal.

    Vestlige politikere har flere gange slået fast, at man ikke vil blande atomforhandlingerne med andre problemer eller begivenheder i regionen.

    – Vi skal ikke bytte noget for noget, sagde den franske udenrigsminister Laurent Fabius onsdag.

    – Det er to forskellige problemer, og det vil være farligt at gå ind på en aftale, hvor man gør noget til gengæld for noget andet.

    USA mistænker Iran for at ville udvikle en atombombe. Iran nægter dette og fastholder, at atomprogrammet udelukkende er sat i verden til energiproduktion.

    Landende i P5+1 har udsat fristen for en længerevarende atomaftale med Iran til 24. november, efter at den tidligere deadline 20. juli blev overskredet uden resultat.

    /ritzau/Reuters