Den forurenede jord Harboøre Tange får lov at ligge fem år mere. En af Danmarks største og giftigste forureninger, som er i jorden ved Høfde 42, bliver tidligst fjernet i 2019, oplyser DR Nyheder.
Det blev som ventet besluttet, da politikerne i Region Midtjylland onsdag mødtes for at tage stilling til oprensningen ved Høfde 42, hvor blandt andre kemivirksomheden Cheminova deponerede over 100 miljøfarlige stoffer i årene i 1956 til 1962.
Det bliver dyrt at rense jorden, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S) ifølge DR:
– Det kræver meget stor national medfinansiering, hvis vi skal løfte den opgave og herudover, at vi bruger den mellemliggende tid til sammen med private virksomheder at udvikle og undersøge tekniske løsninger med henblik på at effektivisere en eventuel oprydning og gøre den billigere.
Efter 2019 skal regioner og stat tage stilling til rensning af forurenede områder i hele landet.
Ifølge regionsrådets rådgivende udvalg vil det koste 250 millioner kroner at rense jorden. Det svarer til, hvad Region Midtjylland normalt bruger på jordforurening på syv-otte år.
Anbefalingen fra udvalget lyder, at regionen bør satse på økonomisk hjælp fra staten. En anbefaling, som regionens forretningsudvalg støtter, og som politikerne altså tog til efterretning.
Forureningen ved Høfde 42 blev i 2006 indkapslet af en 600 meter lang jernvæg, der skal forhindre de giftige stoffer i at sive ud i havvandet. Jernet ventes at kunne modstå giften i mindst 15 år.
Kemivirksomheden Cheminova fik i 1956 lov at deponere kemikalieaffald i klitterne ved Høfde 42 tæt på virksomheden og lige ud til Vesterhavet. Også Landbrugsministeriet brugte depotet som giftlosseplads.
/ritzau/