USA: Rusland opfører sig farligt og provokerende


    – Rusland har ingen ret til at sende køretøjer, mænd eller last af nogen art til Ukraine uden godkendelse fra den ukrainske regering.

    Det er meldingen fra Det Hvide Hus, der karakteriserer Ruslands opførsel som både farlig og provokerende.

    – Eskaleringen i den russiske aktivitet de seneste uger er designet til at destabilisere Ukraine og er ekstremt farlig og provokerende. Der er tale om at støtte de prorussiske separatister med kampvogne, pansrede køretøjer, artilleri og missilsystemer, siger talsmand for Det Hvide Hus Caitlin Hayden i en erklæring.

    USA har ikke kunnet få bekræftet ukrainske meldinger om, at den ukrainske hær har angrebet og ødelagt dele af en russisk militærkonvoj, der torsdag krydsede grænsen til Ukraine.

    Alligevel advarer USA Rusland mod at blande sig.

    – I arbejdet med at indsamle oplysninger om situationen gentager vi vores bekymringer over russisk og russisk-støttet indtrængen i Ukraine, siger Caitlin Hayden.

    Ruslands forsvarsministerium afviser, at en militærkonvoj har krydset grænsen til Ukraine, sådan som den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, har påstået.

    – Der var ikke nogen militærkolonne, der krydsede den russisk-ukrainske grænse – hverken om natten eller i løbet af dagen, siger forsvarsministeriet i en udtalelse og kalder de ukrainske beskyldninger for “en slags fantasi”.

    Den ukrainske præsident står imidlertid ikke alene med sin påstand om, at russiske køretøjer skulle have krydset grænsen til Ukraine.

    Flere britiske journalister skal med egne øjne have set, hvordan en konvoj sent torsdag aften kørte ind i det uroplagede land.

    Ifølge aviserne The Guardian og The Telegraph bestod konvojen blandt andet af pansrede mandskabsvogne. Journalister fra The Guardian talte 23 pansrede vogne med russiske kendetegn.

    Også Litauens udenrigsminister, Linas Linkevicius, bekræftede fredag oplysningen og tilføjede, at der snarere er tale om 70 militære enheder.

    /ritzau/Reuters