Ukraine: Vi har angrebet og ødelagt russisk militærkonvoj


    Den ukrainske hær har angrebet og ødelagt dele af en russisk militærkonvoj, der torsdag krydsede grænsen til Ukraine, oplyser regeringen i Kijev ifølge Reuters.

    Den russiske konvoj krydsede ifølge flere britiske medier sent torsdag aften grænsen til Ukraine.

    Ifølge aviserne The Guardian og The Telegraph bestod konvojen blandt andet af pansrede mandskabsvogne. Journalister fra The Guardian så 23 pansrede vogne med russiske kendetegn krydse grænsen.

    Den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, oplyser i en udtalelse, at landets hær ødelagde “betydelige” dele af konvojen.

    Samtidig forklarer en ukrainsk militærtalsmand, at de ukrainske styrker øjeblikkeligt havde fået øje på de russiske køretøjer, da de krydsede grænsen.

    – Passende foranstaltninger er blevet iværksat, og dele af konvojen eksisterer ikke længere, siger talsmanden Andrij Lysenko.

    Den russiske konvoj ventede angiveligt til, at det blev mørkt, før køretøjerne benyttede sig af en grusvej til at køre igennem et hul i et pigtrådshegn, som angiver grænsen mellem Rusland og Ukraine.

    Dermed bevægede konvojen sig ind på ukrainsk territorium, som dog kontrolleres af prorussiske separatister.

    Konvojen krydsede angiveligt grænsen i nærheden af den russiske by Donetsk, som ligger omkring 200 kilometer øst for den ukrainske by af samme navn.

    På trods af den dramatiske udvikling – som ikke er bekræftet af russerne – forhandler de to landes udenrigsministre ifølge Rusland fortsat om, hvordan nødhjælp fra 280 russiske lastbiler kan bringes ind til de nødstedte civile ukrainere i det østlige Ukraine.

    Nødhjælpskonvojen med de mange lastbiler er kontroversiel, fordi Vesten og Ukraine mistænker den for at indeholde våben til oprørerne i det østlige Ukraine.

    Fredag er ukrainske grænsevagter gået i gang med at inspicere lastbilerne på russisk territorium.

    Ukraine insisterer på, at nødhjælpen må overføres til andre køretrøjer, og at nødhjælpen skal leveres under opsyn af internationale organisationer såsom Røde Kors eller Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE).

    /ritzau/Reuters