Dansk kunstner er blevet dræbt i Filippinerne


    En 65-årig dansk kunstner og kommunikationskonsulent er blevet dræbt med tre knivstik i Cebu i Filippinerne.

    Det skriver netmediet scandasia.com.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Danskeren blev dræbt med tre knivstik, mens han lå og sov i sit hotelværelse. Et af de tre knivstik ramte ham i hjertet.

    Hans filippinske eks-kæreste er anholdt for drabet, der fandt sted 17. juli.

    Ifølge scandasia.com elskede den 65-årige Cobra-inspirerede kunstner Filippinerne, og han har gennem de sidste ni år med jævne mellemrum besøgt landet.

    Han var uddannet fra Frederiksberg Tekniske Skole, og han var cand.comm. fra Roskilde Universitetscenter. Her studerede han blandt andet det offentlige rums brug af udsmykninger og udtryk som en kommunikationsform, har han skrevet han på sin hjemmeside.

    Af hjemmesiden fremgår i øvrigt tydeligt, at hans hjerte bankede for de fattigste i samfundet.

    Det fremgår også af scandasia.com, der beretter, at han, efter at tyfonen Yolanda ramte Filippinerne, malede fire malerier og solgte dem på auktioner i Skandinavien. Pengene gav han til ofrene for tyfonen.

    /ritzau/