Sexanklaget dansker i New York: 12 børn står frem og afviser anklager


    To lærere og 12 ud af 13 børn har over for den amerikanske anklagemyndighed afvist, at den danske pædagogstuderende Malthe Thomsen skulle have forgrebet sig på børn i den institution i New York, hvor han var i praktik.

    LÆS OGSÅ: Kæmperegning venter sextiltalt dansker: Har hyret detektiver i New York
    Den 22-årige dansker er i New York sigtet for i 15 tilfælde at have krænket i alt 13 børn.

    Torsdag var der retsmøde i sagen, og det var her anklagemyndigheden fortalte om afhøringen af børnene og Malthe Thomsens kolleger.

    – Det sidste barn har sagt noget, der ifølge anklagemyndigheden indikerer, at der er sket noget, men anklageren ville ikke komme ind på, hvad der er sagt, siger hans advokat Jane Fisher-Byrialsen til Ritzau.

    Afhøringerne blev optaget på video, men dem må forsvareren ikke se.

    – Anklageren vil ikke overgive dem til os, fordi der endnu ikke er rejst tiltale. Dommeren mener, at vi skal have lov til at se dem, men bare ikke endnu. Den afgørelse har vi kæret, siger Jane Fisher-Byrialsen.

    Ifølge politiet og anklagemyndigheden har Malthe Thomsen under en afhøring erkendt overgrebene.

    Han har fortalt, at han nægtede sig skyldig, men politiet sagde, at de havde en video med overgrebene. Derfor sagde danskeren, at hvis de havde det på video, måtte det være rigtigt, selv om han ikke mente, at han havde gjort noget forkert.

    – Det viser sig, at den video de taler om, er optaget på en mobiltelefon, som kvinden, der anmeldte ham, havde gemt i sin sok. Den viser absolut ingenting, fortæller Jane Fisher-Byrialsen.

    – Sagen bliver sværere og sværere for dem, fortsætter hun.

    Det var en kvindelig kollega til Malthe Thomsen, der anmeldte ham for overgreb. I første omgang gik hun til institutionens ledelse, der iværksatte en undersøgelse. Den frikendte den unge dansker, hvorefter kvinden gik til politiet.

    Hun er siden rejst på ferie i Grækenland, før anklagemyndigheden nåede at afhøre hende nærmere om påstanden. Hun ventes at komme tilbage til New York en gang i september.

    Torsdag eftermiddag har Malthe Thomsens venner, bekendte og kolleger indkaldt til demonstration ved den amerikanske ambassade i København. Ifølge politiet var omkring 75 dukket op kort efter starten klokken 17.

    Ved retsmødet i New York bad anklagemyndigheden som ventet om mere tid til at efterforske sagen, og der er berammet et nyt retsmøde til 17. september

    Anklagemyndigheden skal senest 27. december afgøre, om man vil rejse tiltale eller ej.

    /ritzau/