USA: Belejrede flygtninge på bjerg har det bedre


    Det står bedre til end frygtet på Sinjar-bjerget i det nordlige Irak, hvor tusindvis af irakere er søgt hen på flugt fra militante.

    Sådan lyder konklusionen fra Pentagon, efter at en gruppe af amerikanske kommandosoldater natten til torsdag var på lynvisit på bjerget.

    Sammen med soldaterne, som Washington omtaler som militærrådgivere, var også en gruppe folk fra den statslige bistandsorganisation USAID.

    På baggrund af besøget konkluderer Pentagon, at antallet af flygtninge er lavere end ventet, og at behovet for nødhjælp er mindre end frygtet. Samlet set mindsker det sandsynligheden for, at USA vil iværksætte en masseevakuering af flygtningene, lyder det.

    – Det er langt mindre sandsynligt, at USA vil igangsætte en evakuering af yazidier fra Sinjar-bjerget, oplyser Pentagon-talsmand John Kirby i en meddelelse.

    Yazidierne er en religiøs minoritet, som har været jagtet af den islamistiske gruppe Islamisk Stat. Gruppens hærgen i det nordlige Irak er årsagen til, at USA er begyndt at bombe og nedkaste nødhjælp i Irak.

    Netop nødhjælpsbidraget virker efter hensigten, mener Pentagon.

    – Yazidierne, der stadig er på Sinjar-bjerget, har det bedre end tidligere og har fortsat adgang til mad og vand, som vi har nedkastet, fortæller John Kirby.

    Det præcise antal irakere, der har søgt tilflugt på bjerget er ukendt. FN’s flygtningeagentur anslår, at der er tale om titusinder.

    Så sent som onsdag talte den britiske premierminister, David Cameron, om behovet for at evakuere folk fra området.

    – Der er helt tydeligt en desperat situation i Irak og særligt på dette bjerg. Vi har behov for en plan for at få disse mennesker ned fra bjerget og bringe dem i sikkerhed, lød det fra Cameron.

    /ritzau/AFP