Israel sender flere soldater til Gaza-grænsen


    Israel sender flere soldater til området ved grænsen til Gazastriben.

    Det skriver netavisen Ynet.

    Samtidig indkaldes reservister, tilføjes det i netavisen, der er onlineversionen af Israels største avis, Yediot Ahronot.

    Meldingerne kommer, få timer før, den seneste våbenhvile mellem Israel og den militante islamiske organisation Hamas i Gaza udløber.

    Det sker onsdag klokken 23 dansk tid. Den vil da have været i kraft i 72 timer, og i den periode har parterne via egyptiske mæglere forsøgt at finde en løsning, der kan sikre, at kampene ikke bryder ud igen.

    Onsdag eftermiddag var der fortsat ikke meldinger om, at der er enighed ved forhandlingerne i Kairo, Egyptens hovedstad.

    Derimod blev der meldt om flere dræbte i Gazastriben, hvor en ueksploderet raket ved et uheld gik af.

    Det kostede seks mennesker livet, herunder en italiensk og en palæstinensisk journalist.

    Iyad al-Bozom, talsmand for det Hamas-styrede indenrigsministerium i Gaza, siger, at indbyggere i byen Beit Lahiya havde fortalt politiet, at de havde fundet den ueksploderede raket.

    En ingeniørenhed kom til stedet for at fjerne den, men så eksploderede den pludselig.

    Den seneste runde kampe mellem Israel og Hamas brød ud den 8. juli. Siden da er 1951 palæstinensere ifølge tal fra de Hamas-styrede myndigheder i Gaza blevet dræbt. De fleste skal være civile.

    Israel melder om 64 dræbte soldater og tre civile dødsofre.

    /ritzau/dpa